Lidt om mig
Jeg er vokset op i en familie med stærke traditioner for håndarbejde. Der var altid gang i enten symaskiner, hæklenåle eller ikke mindst strikkepinde. Jeg har derfor strikket, siden jeg var barn, og min passion er gennem årene ikke blevet mindre. Efter over 30 år som socialpædagog og nu som folkepensionist bruger jeg det meste af min tid til leg og eksperimenter med nye mønstre, farvesammensætninger og faconer.
Jeg har gennem årene været igennem mange forskellige processer med strikningen. I de tidlige ungdomsår var det pæne cardiganer, så kom årene med hønsestrik, og senere strikkede jeg billedtrøjer, som min mand, der er billedkunstner, tegnede. I de sidste mange år har jeg kun strikket vævestrik, som er en sjov og enkel strikketeknik, men som jeg kan blive ved med at udvikle.
Inspirationen til nye mønstre og farvesammensætninger kan komme mange steder fra – f.eks. kan et mønster i et tæppe, mønsteret på en vase, en oplevelse i naturen eller på en udstilling sætte gang i forsøget på at finde nye udtryk. Da strikketeknikken, som alle andre teknikker, også har sine begrænsninger, kan resultatet af mine forsøg godt ligge langt fra udgangspunktet, men det synes jeg kun er en udfordring.
Hvorfor Vævestrik
Jeg strikker vævestrik fordi teknikken giver et meget blødt og levende udtryk til mine trøjer. Vævestrik er karakteristisk ved, at de masker, der bliver taget løst af får en lille reliefvirkning, som jeg synes er helt utrolig smuk.
Vævestrik er også karakteristisk ved, at man, når der kun strikkes med 2 farver, kun strikker med 1 tråd ad gangen og dermed undgår at trådene filter sig sammen, samt oplever større lethed i strikningen.
Jeg synes at det er en rigtig sjovt og afslappende strikketeknik. Man kommer hurtigt igennem mønsteret da en stor del af maskerne skal tages løst af, – og også fordi, vrangpinden altid strikkes som retpinden.
Jeg elsker at lege og eksperimentere med forskellige farver og mønstre. Jeg laver altid mange små strikkeprøver af et nyt mønster, fordi forskellige farvesammensætninger giver overraskende forskelligartet indtryk af arbejdet.
Jeg håber meget på, at min bog om vævestrik kan give andre lige så stor glæde ved teknikken, som den giver til mig.
Det er en stor glæde for mig, at jeg via min bog, socialemedier og her på min blogg kan videreformidle de mange timers glæde og leg, jeg gennem årene har haft med vævestrik.